Trods triumf: Mikkel Hansen er hård ved sig selv

Fire skud. Nul mål.

Sådan startede Mikkel Hansen kampen mod Sverige, men Danmarks superstjerne har jo en evne til at ende som dansk topscorer uanset. Men derfor var Mikkel Hansen alligevel ikke helt tilfreds med sig selv.

»Jeg synes, at vi rent defensivt var dygtige. Og så har vi selvfølgelig en målmand, som står helt fantastisk. Han har nogle ret vigtige redninger, som gør, at vi på et tidspunkt ikke kommer ned med tre i anden halvleg. Han har også nogle vigtige i det sidste kvarter,« siger Mikkel Hansen og fortsætter.

I de sidste 25 minutter får vi også styr på angrebsspillet. Og for mit eget vedkommende spillede jeg en lille smule mindre overtændt, end jeg gjorde i første halvleg.«

Det endte med seks mål på 13 forsøg for den danske storskytte, og Mikkel Hansen havde andet end sin egen præstation for øje. Han havde en dansk sejr over Sverige på 30-26 og en kommende VM-semifinale i Hamborg i kikkerten.

»Det er fantastisk. Det var vores mål inden turneringen, så det føles godt. Og måden, vi kom i semifinalen på, føles endnu bedre. Jeg synes, at vi er lykkedes ret godt i hver eneste kamp, vi har spillet. Det hele har ikke været lige kønt, men jeg synes, at vi har gjort det rigtig, rigtig godt i hver eneste kamp,« lyder det fra Mikkel Hansen.

Danmark sendte med sejren over Sverige også Norge videre fra mellemrunden, og de to semifinaler står mellem Danmark og Frankrig i den ene og Tyskland og Norge i den anden. Begge kampe spilles fredag aften i Hamborg.