Svensk legende lægger sig fladt ned: Derfor er Danmark storebror

Foto: JESSICA GOW

Danmark er bedst.

Det er ikke noget, vi sidder på pressepladserne og råber med rød/hvid-krigsmaling i hovedet, mens håndfladen bankes følelsesløs med den nyeste klapvifte. Det er den svenske håndboldlegende Magnus Wislander, der sender kredit til Nikolaj Jacobsens mandskab inden braget i mellemrunde mellem Danmark og Sverige.

»De seneste 10-15 år har Danmark haft lidt bedre fremgang end Sverige. Samtidig har Sverige vundet nogle vigtige kampe. Ved OL i London og sidste års semifinale i Kroatien. Men Sverige står lidt som underdogs. Jeg blander Norge ind i det her også, og det er tre jævne hold, som har lidt forskellige spidskompetencer, men som spiller fantastisk dygtig håndbold. Jeg er glad for, at de nordiske lande er i fremgang,« siger Wislander.

Han var selv en del af et altdominerende svensk landshold, som på 12 år fra 1990 og frem vandt EM fire gange og VM to gange. Dengang var Sverige uden sammenligning storebror i Norden. Danmark kunne dårligt nok gå i den sammenhæng på herresiden.

Magnus Wislander i Kroatien for et år side til EM. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Det er anderledes nu.

Skal vi danskere ikke gå og tro, at vi er håndboldstorebror lige for tiden?

“Det må man vel gerne tro, når man har fyre som Mikkel Hansen, Niklas Landin og Rasmus Lauge. Så har man jo måske tre af de største stjerner i hele verden. Så må man være lidt storebror, siger Magnus Wislander.

Danmark og Sverige mødes i en kamp, hvor en svensk sejr på fire mål vil sende begge hold videre til semifinalerne, da Norge så vil have den dårligste indbyrdes målscore af de tre nordiske lande, som så vil være á point i mellemrunden. Det bliver et brag i Boxen onsdag aften, når der fløjtes op til kamp klokken 20.30.