Superliga-profil skal giftes med VM-guldvinder

'Jeg kan stadig ikke tro, det her faktisk skete.'

Sådan skriver den hollandske håndboldspiller Tess Wester i et opslag på Instagram.

For da det var juleaften, ventede der ikke kun pakker under træet til håndboldstjernen. Hun fik nemlig en overraskelse af de helt store, da kæresten - superligaspilleren Mart Lieder - gik på knæ.

'Jeg tror virkelig, jeg er den gladeste pige i universet. Juleaften fik jeg den bedste gave, jeg kunne ønske mig. Jeg sagde ja,' skriver 26-årige Tess Wester, der har delt flere billeder fra det store øjeblik. Opslaget kan ses i bunden af artiklen.

Dermed var det noget af et punktum, Tess Wester kunne sætte ved år 2019. For få uger før frieriet vandt hun sammen med det hollandske landshold VM i håndbold i japanske Kumamoto.

Til dagligt spiller Tess Wester i Odense Håndbold, mens Mart Lieder har sin daglige gang i Haderslev, hvor han spiller for Sønderjyske.

Også han har delt et billede af det øjeblik, hvor han stillede det store spørgsmål, og i en opdatering 1.  januar satte han også lidt ord på.

'Godt nytår til jer allesammen. Må alle jeres ønsker gå i opfyldelse - det gjorde mit,' skriver 29-årige Mart Lieder, der efterfølgende tagger Tess Wester.

Håndboldstjernen har desuden i et nyt opslag sendt flere ord til sin kommende mand.

'Sidst men ikke mindst er den person der får det største kys Mart Lieder. Du er kirsebæret på på isen på glasuren på kagen (en meget, meget stor kage). Du gør mig så glad, og jeg kan ikke vente med at bruge resten af livet på at blive endnu mere forelsket i dig, så lad os starte med 2020,' skriver Odense-spilleren i sin nytårshilsen.

Mart Lieder skiftede til Sønderjyske fra FC Eindhoven i sommeren 2018, og det var blandt andet kærligheden, der trak ham i den retning. For samme sommer skiftede Tess Wester til den ambitiøse fynske klub.

»Det har helt sikkert haft en betydning for ham, at hun også skulle til Danmark og spille - og det er måske også derfor, at det gik vores vej, da han skulle vælge klub. Det private betyder jo noget for os alle sammen, og det har det givetvis også gjort for ham, da han skulle træffe denne beslutning,« fortalte Sønderjyskes sportschef, Hans Jørgen Haysen, i den forbindelse.