Stjernen hylder Nikolaj Jacobsen - og én særlig egenskab

Det er ikke mange trænere, der kan brokke sig til et gult kort, når hans hold fører 15-4 og cruiser mod en storsejr.

Men Nikolaj Jacobsen kan.

Den danske landstræner har muligvis VM’s vildeste temperament, og da han i første halvleg af 36-22-sejren over Tunesien følte, at dommerne dømte imod Danmark, fik det frit spil. Landstræneren fik et gult kort, men han kølede ikke ned af den grund. Og det kommer han heller ikke til. For temperament og vildskab er noget af det, han ønsker at overføre til sine spillere.

»De kan godt lære lidt. En af de ting, jeg altid synes, at jeg har stået for, når vi har spillet kamp, er, at vi aldrig lader noget ligge ude på banen. Vi skal ikke stå tilbage og føle, at vi godt kunne have givet fem-ti procent mere. Det eksisterer ikke, og det bryder jeg mig ikke om,« siger Nikolaj Jacobsen.

Stregspilleren Simon Hald fik sig også en verbal overhaling, da han i anden halvleg muligvis kostede Rasmus Lauge en to minutters udvisning på grund af en forkert udskiftning. Der kræves noget af spillerne. Eller der kræves det maksimale.

Og det er også noget af det, som spillerne hylder ved deres landstræner.

»Der er en ærgerrighed uden lige hos Nikolaj. Den har han helt automatisk. Men han prøver at lade den smitte af på os. Jeg har selv stået i den rolle, hvor man bliver skiftet ind sent i kampene. Men vi skal forsøge at sørge for, at alle kommer ind og får en god oplevelse. Selv når scoren er plus 13 mål. Det er derfor, Nikolaj står og råber hele kampen. Han brænder for at få alle til at byde ind med noget. Det er kun godt,« siger Rasmus Lauge, der var en af de helt store oplevelser mod Tunesien.

Det nød han i fulde drag, og Danmark har nu to storsejre af to mulige. Den næste kommer højst sandsynligt mandag, når Saudi Arabien skal mærke presset i Boxen i Herning.

»Nu skal vi bare ride videre på den bølge, vi er startet på. Der kommer selvfølgelig nogle modstandere her, hvor vi er storfavoritter, men der skal vi ligesom i de to første kampe gå ind og sætte os på tingene fra starten. Det vil være vores mål til de kommende kampe,« siger Rasmus Lauge.