Sådan! Landin er meldt klar til kamp

 

Mange danske fans har ventet og holdt vejret.

Da truppen for det danske herrelandshold i håndbold blev offentliggjort fredag glimrede særligt en person ved sit fravær.

Niklas Landin døjede sygdom, der har gjort ham tvivlsom til kampen mod Island, og deadline for tilmelding af hold til kampen var lørdag kl. 09.00.

Heldigvis er Niklas Landin blevet klar. Det skriver DHF på sin hjemmeside.

'Landstræner Nikolaj Jacobsen har her til morgen sat navn på den sekstende spiller til sin EM-trup. Valget er faldet på landsholdsanfører Niklas Landin, der nu er blevet skrevet på holdkortet til aftenens EM-opgør mod Island.'

Der var ellers stor tvivl, om Niklas Landin ville blive klar, og Ifølge TV 2 Sport var målvogter Emil Nielsen blevet bedt om at holde sig standby til EM-truppen i tilfælde af, at Niklas Landin ikke ville nå at blive frisk.

Udtagelsen af Niklas Landin ​Det betyder samtidig, at Morten Olsen, Lasse Svan og Magnus Landin starter ud som oversiddere ved EM-slutrunden i Sverige, Norge og Østrig. Selvom profilerne ikke er med i denne omgang, har de stadig mulighed for at blive en del af det danske landshold under EM.

Landstræneren må skifte to spillere ud og ind i både gruppespil, mellemrunde og finaleweekend.

Foruden Island er Danmark i gruppe med Ungarn og Rusland ved EM, og alle danske gruppekampe spilles i Malmö Arena i Sverige.

Her er de 16 spillere, der i første omgang er udtaget til mesterskabet:

* Målvogtere: Niklas Landin, Jannick Green.

* Fløjspillere: Magnus Bramming, Johan Hansen og Hans Lindberg.

* Stregspillere: Anders Zachariassen, Magnus Saugstrup og René Toft Hansen.

* Bagspillere: Niclas Kirkeløkke, Rasmus Lauge, Henrik Møllgaard, Mads Mensah Larsen, Mikkel Hansen, Michael Damgaard, Lasse Andersson og Jacob Holm.