Så du det på TV? Kronprins Frederik ville have fat i bestemt VM-helt

Landsholdets populære fløjspiller Hans Lindberg fik sig en ekstra bonus, da Danmark søndag aften helt suverænt sikrede sig VM-guldet med en knusende sejr over Norge.

Det udløste nemlig stor jubel og højlydte grin, da selveste kronprins Frederik under medaljeoverrækkelse lige pludselig trak landsholdsveteranen til sig og gav ham en ordentlig bjørnekrammer.

Efter medaljeceremonien afslørede Lindberg, at det handlede om hans kælenavn 'Hans Majestæt'

»Han fik lige øje på mig og kaldte mig hen. Når det var ham, der kaldte på 'Hans Majestæt', så kunne det kun være én, han mente. Det var selvfølgelig sjovt og super cool af ham,« lød det fra Hans Lindberg.

Hans Lindberg har set det meste af turneringen fra tribunen, efter at han blev skadet i den første kamp mod Chile. Men Nikolaj Jacobsen besluttede søndag morgen at indlemme fløjen i finaletruppen.

Og da Lindberg med 10 minutter tilbage af sejren over Norge blev skiftet ind, udløste det jordskælvsjubelbrøl fra Boxen i Herning.

»Den modtagelse er jeg selvfølgelig stolt af. Og jeg er beæret over, at fansene gør det. Det betyder meget for mig. For det har selvfølgelig ikke været den fedeste turnering spillemæssigt for mit vedkommende,« lød det fra Lindberg, der var meget imponeret over, at holdet har vundet VM med lutter stensikre sejre.

»Vi er bare super glade. Det har været en helt vanvittig turnering. Vi har spillet på så højt et niveau hele vejen igennem.«