Raser over EM-kaos: ‘Jeg er sgu dybt rystet’

Farcen omkring EM i kvindehåndbold fortsætter.

Dansk Håndbold Forbund havde sat fredag som ‘absolut sidste deadline’ for at få et svar fra regeringen, hvis man skulle nå at redde EM-slutrunden.

I dag skriver vi lørdag, men DHF har intet hørt fra regeringen.

Og DHF-formand Per Bertelsen er ved at have fået nok af regeringens passivitet.

»Jamen jeg er sgu rystet. Jeg er dybt rystet. Det er dybt godnat, hvordan det her bliver håndteret. Vi får intet svar. Nu har vi ventet siden mandag. Men vi ved stadig ingenting. Det er vanvittigt frustrerende, når vi arbejder dag og nat for at blive klar til et EM på rekordtid,« siger Per Bertelsen

Du har meldt ud, at fredag var absolut sidste deadline. Nu er det lørdag. Hvad sker der så nu?

»Jeg ved det ikke. Jeg arbejder på flere tiltag lige nu, men jeg skal have samlet min bestyrelsen, og så må vi se på det,« siger Per Bertelsen og fortsætter:

»Men det her kan jo ikke blive ved. På et tidspunkt kan vi blive nødt til at kaste håndklædet i ringen, selvom vi for alt i verden gerne vil holde det her EM. Og jeg undrer mig meget over, det skal være sådan her.«

»Vi har i denne uge strammet yderligere på corona-restriktionerne i forbindelse med mesterskabet. Og i forvejen stillede vi meget, meget hårdere krav end det, som vi ellers ser i eliteidrætten herhjemme,« siger han og tilføjer:

»Ja… Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Jeg håber så meget, det lykkes, men vi får ingen hjælp. Jeg savner noget respekt for vores arbejde,« lyder det fra DHF-formanden.

Danmark og Norge skulle have arrangeret EM i fællesskab, men mandag trak nordmændene sig fra arrangementet, fordi man mente, at sundhedsrisikoen var for stor.

Herefter tilbød DHF at afholde mesterskabet alene, men man mangler altså fortsat et grønt lys fra regeringen, før det kan lade sig gøre.

EM begynder 3. december, men allerede på mandag møder spillerne ind i deres respektive træningslejr