Nikolaj Jacobsen i tårer på tv: Nu fortæller han hvorfor

Med en plads i finalen efter en sikker sejr i semifinalen over Frankrig har Danmark mere end nået målet, som gør en slutrunde til en succes for arrangørerne. Foto: Fabian Bimmer/ Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: FABIAN BIMMER

Han kunne ikke holde det tilbage. Der var tårer i øjnene på Nikolaj Jacobsen, da Danmark havde slået Frankrig i VM-semifinalen og sikret sig en finale i Herning.

Og den danske landstræner lagde slet ikke skjul på, hvad det var for følelser, der strømmede igennem ham i minutterne efter triumfen.

»Der gik mange ting igennem mit hoved. For det første er det stort, at vi kan få lov at spille finalen på hjemmebane foran vores eget publikum på søndag. Det betyder rigtig meget både for mig og for spillerne. Det var det, vi rigtig gerne ville,« siger Nikolaj Jacobsen, som også sendte en stor tanke til både de frivillige og sin familie.

»Og så synes jeg, at det her ikke kun er os. Det drejer sig om mange andre faktorer. Der er en masse frivillige ude i klubberne, som gør et fantastisk arbejde. De er med til at opfostre dygtige håndboldspillere. Jeg synes, at det er kæmpe stort for dem, at vi kan gå ind og levere for alt det gode arbejde.«

»Min familie også. De har ofret meget. De har skullet være meget alene. Mine børn er blevet rykket godt og grundigt rundt. Frem og tilbage. Det har heller ikke altid været nemt. Jeg ved, hvor meget det betyder for dem. Så var det også fedt for mig, at når man bruger rigtig meget tid på det og ofrer meget på det - og familien også gør, at der så kommer det her ud af det. Så gør det det hele værd. For det er hårdt at skulle undvære familien. Det er også hårdt, når farmand slæber dem med til Tyskland, og så jeg bare skrider i en måned,« siger Nikolaj Jacobsen.

Nicolaj Jacobsen har igennem adskillige år spillet på landsholdet selv, og nu er han så chefen for det hele. Og der er noget af en kvalitetsforskel på det danske med Nikolaj Jacobsen som spiller og det danske landshold med Nikolaj Jacobsen som træner.

Derfor betyder det også ekstra meget for den populære træner.

»Jeg har jo ikke vundet noget med landsholdet. Jeg har til tider måttet tage tidligere hjem, end hvad godt er. Jeg har spillet i mange år, og jeg har været med til at dække dem for TV 2 og være tæt på. Så er det fantastisk nu at have vundet noget. Men lad mig slå fast, at vi har ikke vundet det, vi gerne vil. Det er en lettelse at være sikker på at få noget hjem, men nu starter det hårde arbejde på at se, om vi ikke kan vinde det guld på søndag,« siger Nikolaj Jacobsen.