Mads Mensah er blevet far: Viser datteren frem

 

Mads Mensah har fået en noget nær perfekt start på 2019.

I januar kunne han sammen med resten af håndboldlandsholdet kalde sig verdensmester, og nu har han fået endnu en titel.

For Mads Mensah er blevet far til en lille pige. Det afslører han selv i et opslag på Instagram.

Her løfter han også sløret for, hvad han og konen Line har valgt at den lille ny skal hedde, og hun har fået navnet Asta.

Mads Mensah friede til Line Bødker midt på banen efter en kamp tilbage i august, og parret blev gift i november 2018.

Da bryllupsbilleder kom frem, var det tydeligt, at der var en bule på maven, der afslørede en familieforøgelse.

VM-stjernen har også tidligere fortalt til B.T., at han så meget frem til at blive far.

»Det bliver et af de år, man kommer til at huske. Det skal nok blive et godt år,« sagde han, da håndboldlandsholdet blev hyldet på Rådhuset i København efter VM-slutrunden, hvilket kan ses i toppen af artiklen.

Under VM kunne han følge med på sidelinjen, da flere af holdkammeraterne blev fædre undervejs, og det påvirkede da også Mads Mensah en smule.

»Jeg har glædet mig enormt meget hele tiden. Men det er klart, når man så ser nogle af de andre komme med deres, glæder man sig bare endnu mere til, det bliver ens egen tur,« sagde han.

Og nu er ventetiden altså forbi for Mads Mensah, hvis lille datter blev født på et hospital i tyske Heidelberg.

Det er nemlig i Tyskland, han bor til dagligt, da han spiller håndbold for Rhein-Neckar Löwen, hvor den danske landstræner Nikolaj Jacobsen også er i trænersædet resten af denne sæson.