Landstræneren kan flå drømmen fra ham: Har overraskende svar

Johan Hansen aner endnu ikke, om han skal spille VM-finale søndag.

Fløjspilleren er eller helt klar til Norge, men flere gange har landstræner Nikolaj Jacobsen flirtet med tanken om at skifte Hans Lindberg ind i stedet for Johan Hansen. Og søndag klokken 9.00 får Danmark så den endelige besked.

Men Johan Hansen tager det hele helt koldt. Han kan faktisk godt forstå, hvis han bliver skiftet ud.

»Det er vel en lidt underlig situation, men nu ser vi alle sammen bare frem til en fed finale, og vi håber, at vi kan få guld rundt om halsen. Så kan det hele være lige meget. Får vi det guld, har det været det hele værd, uanset hvad der sker,« siger Johan Hansen.

Venter du på, at klokken bliver 9 i morgen?

»Jeg venter på kampen i morgen. Jeg er klar, hvis jeg er med, og hvis jeg ikke er med, er det sådan, det er. Det er fair nok. Lindberg er jo en fantastisk spiller, og jeg kan godt forstå, hvad Nikolaj tænker, hvis han vil bruge den udskiftning på mig og Hans. Det kan jeg godt forstå. Men jeg vil da altid være med. Og får vi guldet, er alting fantastisk,« siger Johan Hansen.

Nikolaj Jacobsen vil vente helt til allersidste minut, før han eventuelt foretager en udskiftning i sin VM-trup. Han vil være sikker på, at der ikke kommer pludselig sygdom, eller sker noget andet uventet.

Derfor må Johan Hansen og Hans Lindberg vente på at få besked om, hvem der skal sidde på bænken, og hvem der skal sidde på tribunen i VM-finalen.

For Johan Hansen er det dog ikke så vigtigt. Det vigtige er den store oplevelse, han har fået.

»Jeg er jo kommet ind fra siden. Jeg havde regnet med, at jeg pt. var i Silkeborg og styrketrænede og løbetrænede i BSV. Så de her 25 dage har været en kæmpe oplevelse. Det kom jo som et chok. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle stå her, siger Johan Hansen og fortsætter.

Jeg har nydt hvert sekund. Det har været helt fantastisk at være med. Og jeg har taget de kampe, jeg kunne få. Jeg er ovenud lykkelig for at have været med - og forhåbentlig også kunne bidrage til, at vi kan vinde guldet i morgen.«

Danmark møder Norge i VM-finalen i Boxen. Den spilles klokken 17.30.