Landstræner mærker sult på VM-holdet: Der er ingen eufori

Trods den foreløbige VM-succes er håndboldkvinderne langtfra mætte, fornemmer landstræner Jesper Jensen.

Jesper Jensen mærker stor forskel i spillernes mentalitet i forhold til EM sidste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med sejren over Brasilien nåede håndboldkvinderne for første gang i otte år ind blandt de bedste fire hold i en VM-slutrunde.

Succesen betyder dog slet ikke, at spillerne er mætte. Landstræner Jesper Jensen fornemmer en helt anderledes stemning end ved EM sidste år, da semifinalepladsen blev anset som en gedigen overraskelse.

»Der er en anden sult nu. Der var ingen eufori på hotellet efter kampen mod Brasilien. Det var en sejr, vi var glade og lidt lettede, og så var det ellers videre til semifinalen,« siger Jesper Jensen.

Sidste år var forventningerne til holdet væsentligt mindre, fordi man blot var ni måneder inde i den nye landstræners projekt.

På grund af pandemien havde holdet tilmed ikke kunnet samles så ofte som planlagt. Derfor var kvalifikationen til semifinalen dengang i sig selv en stor succes.

Nu er holdet blevet et år ældre, klogere og bedre sammenspillet. Og nu tør truppen drømme om mere.

»Spillerne føler ikke, at vi har overpræsteret. Da vi slog Rusland sidste år i sidste mellemrundekamp, var der en følelse af, at vi havde præsteret noget vildt. Der står vi ikke i år,« siger Jesper Jensen.

»I år ser vi det næsten som en selvfølge, at vi er i semifinalen, for vi har været suverænt det bedste hold i vores halvdel. Vi har ikke spillet over evne, men bare gjort det, vi skulle.«

»Vi har været et mesterskabshold, der har gjort tingene rigtig solidt,« siger Jesper Jensen.

Danmark har spillet syv kampe ved VM og vundet dem alle.

/ritzau/