Kalder dansk nedtur uvirkelig: 'Uacceptabelt - noget er gået helt galt'

Det er slut.

Gruppespillet blev endestationen for de danske VM-guldvindere ved årets EM. Et exit, som de færreste nok havde regnet med ville komme.

»For mig er det her fuldstændig uvirkeligt. Jeg har svært ved at finde ord for skuffelsen,« siger B.Ts håndboldkommentator Søren Paaske.

Danmark skulle onsdag bruge en islandsk sejr for at holde liv i håbet, men Gudmundur Gudmundssons tropper faldt sammen i anden halvleg, tabte kampen og sendte Danmark ud i mørket.

»Det er en gigantisk fiasko og noget, der kommer til at skrive sig ind som et af lavpunkterne i den danske håndboldhistorie. Vi taler om et EM, hvor der er 24 hold med – og Danmark kan ikke klemme sig ind i top 12.
Landsholdet kommer som forsvarende verdensmestre og OL-guldvindere og er proppet med kæmpe stjerner, som tilmed har masser af rutine,« siger Søren Paaske.

»At man så bliver slået ud af middelmådige nationer som Island og Ungarn – ja, det er ganske enkelt uacceptabelt. Normalt ville exit i det indledende gruppespil være lig med en snak om fyring af landstræneren. Der er vi selvfølgelig ikke – slet ikke - med Nikolaj Jacobsen, men det her må give anledning til en meget, meget grundig selvransagelse hos landstræneren, spillerne og i hele DHF. For noget er gået helt galt,« siger B.Ts håndboldekspert.

Danmark skal stadig spille mod Rusland onsdag aften, men selv en dansk sejr ændrer ikke på noget. Turen til Malmø blev kort, og når kampen er slut, kan de danske håndboldherrer pakke deres tasker og stige ombord på bussen, som i stedet for at køre til mellemrunden, kører over Øresundsbroen og hjem.

Opdateres...