Gudmundur med løftet finger til pressen: 'Jeg vil ikke blive ved med at snakke om det'

 
Se en top 3 over de største triumfer for det danske herrelandshold i håndbold.

Den islandske landstræner, Gudmundur Gudmundsson, kastede - som vi husker fra hans tid som dansk landstræner -  ikke om sig med store følelser efter den småsensationelle 31-30-sejr over Danmark i EM-premieren.

Men i et kort øjeblik kunne man ane ild i øjnene hos supertaktikeren. Nemlig da snakken faldt på, hvordan det var at få hævn over den håndboldnation, der trods OL-guld smed ham på porten.

Gudmundur Gudmundsson havde nemlig læst, hvordan danske medier og de danske landsholdsspillere havde forudset, hvordan han ville hævntørstig inden mødet med Danmark.

»Nej, ved du nu hvad ... det der må man komme videre fra. Jeg er taknemmelig for de tre år, jeg fik som dansk landstræner. Og jeg vandt OL-guld med Danmark, og det er det, jeg tænker om den tid nu,« lød det bestemt fra den 59-årige landstræner.

»Og jeg vil sige en ting til. Jeg har læst, hvordan nogle af jer skriver om det hele. For mig var det her ikke en revanchekamp eller noget som helst! Jeg er her kun for at få gode resultater, og vi vil kæmpe for at komme i EM-mellemrunden. Det er det allervigtigste for mig.«

»Jeg er kommet videre. Jeg har en anden opgave nu. Så jeg vil ikke blive ved med at snakke om det andet.«

ISlændingen vurderede, at hans ekstraordinære kendskab til det danske hold havde hjulpet ham godt i de taktiske forberedelser til det det nordiske møde.

»Selvfølgelig har jeg kendskab til det danske hold. Det må man bare acceptere.«

»Jeg trænede sidst holdet i 2017, og jeg har set Danmark spille på samme måde i forsvaret, som de gjorde under mig. De gjorde de under hele VM, så selvfølgelig har det hjulpet mig i forberedelserne,« erkendte Gudmundur Gudmundsson, der trods sejren over de danske verdensmestre fastholder et beskedent mål om en plads i mellemrunden.

»Nu bliver det vores opgave at komme ned på jorden meget hurtigt, for vi har en meget svær gruppe.«