Grimme billeder ved VM: Stjerne båret fra banen

Han lå på gulvet og vred sig i smerte med et udtryk, der ikke var til at tage fejl af.

Allerede efter få minutter kom tyske Martin Strobel til skade under VM-braget mod Kroatien.

Og det stod hurtigt klart, at han ikke kunne fortsætte i kampen, skriver Bild.

Martin Strobel røg i gulvet og tog sig til sit venstre knæ, og efterfølgende modtog han behandling på banen, mens han lå med armene over hovedet.

Til sidst måtte han bæres derfra på en båre, og ifølge Bild kunne det unægteligt godt ligne, at årets VM er slut for den tyske playmaker.

Ifølge den danske vært på TV 2 Sport, Stine Bjerre Mortensen, der dækker kampen, er Martin Strobel blevet kørt på hospitalet for at få undersøgt sit korsbånd.

Tyskland spiller deres VM-kampe på hjemmebane, præcis ligesom Danmark, og efter mandagens opgør er det Spanien, der venter for Tyskland.

En kamp, som meget vel kan blive uden Martin Strobel, hvis videre skæbne i turneringen altså endnu ikke kendes.