En kæberasler til den danske håndboldstolthed

Med 24-24 mod Ungarn i deres anden kamp ved EM-slutrunden risikerer de danske håndboldherrer allerede onsdag at ryge ud af EM.

Danmarks Mads Mensah efter EM-kampen mellem Danmark og Ungarn, der endte uafgjort, i Malmø Arena. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De danske håndboldherrer er på randen af EM-knockout. De nåede kun lige op i ringen, fik to kæberaslere og er nu groggy sendt til tælling. Gongongen lyder lige om et øjeblik, og det er ikke nok selv at rejse sig op – der skal assistance til fra et helt tredje ringhjørne.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har før været bagud i en nerveflænsende slutspurt – og tabt. Eller vundet. Som oftest faktisk det sidste, men denne gang endte det uafgjort, 24-24 mod Ungarn, og det var lidt som at tabe.

Forskellen var dog, at de danske håndboldherrer med et nederlag blot to døgn efter åbningskampens ditto til Island i Malmø Arena havde været ude af EM-slutrunden. Det uafgjorte resultat giver trods alt kunstigt åndedræt og forlænget liv indtil den sidste kamp i gruppen mod Rusland onsdag aften.

Eller ret beset handler det om to kampe, for danskernes sidste indledende gruppekamp klokken 20.30 onsdag kan vise sig at være bedøvende ligegyldig, hvis ikke Island et par timer tidligere slår Ungarn. Bliver det uafgjort eller ungarsk sejr, har vi balladen.

Så er de forsvarende verdensmestre ude af EM, inden det nærmest er kommet i gang. Akkurat som den anden EM-favorit, Frankrig, allerede søndag måtte vinke farvel til videre avancement til mellemrunden efter blot to kampe.

Tårnhøje forventninger svære at indfri

Jeg slog i EM-optaktsklummen på, at det næsten kun kunne gå galt med de tårnhøje walkoverforventninger til sidste års suveræne verdensmestre. At det næsten kun kunne gå galt for succestræneren, der har haft for vane at vinde det meste, når det spidser til.

Det gjorde det ingenlunde på egen VM-hjemmebane for et år siden, og hvorfor pokker skulle det så overhovedet komme på tale lige henne om københavnerhjørnet og over broen til Malmø med noget nær samme hjemmebanefordel og total rød-hvid opbakning på lægterne?

Fordi det er topsport, og på det niveau er intet sikkert. Om man så har spillet hver eneste modstander vind og skæv til et VM et år forinden, er der ingen garantier.

Tværtimod trækker de slagne opponenter sig tilbage og går i strategisk forberedelse til næste omgang i ringen. Også i visheden om, at sidste år er længe siden, og at selvtilliden og til tider overmodets selvsikkerhed hos den sejrende modpart sagtens kan spille dem et mentalt puds næste gang.

Alt imens man på sejrssiden kan forberede sig ihjel og alligevel tabe det hele på gulvet i ren lampefeber, forfejlet spændingsniveau og et par skader. Suverænitet i sport står notorisk for fald.

Ansvaret hviler på træneren

At trænere så kan gøre forskellen og udskyde faldet, er et faktum, kritikere altid vil forfægte, for sådan er analysens natur også.

Og fra ekspertside var mandag aften ingen undtagelse: Ansvaret for håndboldherrernes alt for tidlige EM-fald hviler på en landstræner, der i efterspillet skulle finde en passende grimasse. Naturligvis med en ansigtsmaskes håbefulde folder rettet mod kattelemmens udvej og mod en udstrakt islandsk hånd onsdag.

Den hånd er til gengæld en reserveret en af slagsen. For hvis vi skal trække sportsklicheskuffen helt ud, er det Islands træner, Gudmundur Gudmundsson, der står med den skarptslebne kniv rettet mod danskernes strube.

Nikolaj Jacobsen kunne måske nok trænge til en barbering, men Gudmundsson ville næppe være den første, han ville stille den tillidskrævende opgave at føre kniven. For OL-guldtræneren fik jo en smertelig afsked med dansk herrehåndbold og Rhein-Neckar Löwen, da Nikolaj Jacobsen begge steder trumfede islændingens bedrifter med to tyske mesterskaber og en verdensmesterskabstitel. Måske ville det være fristende for Gudmundsson lige at snitte Nikolaj Jacobsen og danskerne endegyldigt ud af EM-slutrunden?

Island har brug for de to point

Men hævntørst af den kaliber er ikke sportens væsen – og slet ikke Gudmundur Gudmundssons – og mon ikke han allerede i lørdags fik stillet tørsten ved taktisk at udmanøvrere sin danske arvtager med 31-30-sejren i åbningskampen? Og så har islændingene i øvrigt intet at vinde ved at tabe til Ungarn. En sejr giver Island to point med til mellemrunden, og dem har de pinedød brug for i turneringens videre forløb.

I stedet må Nikolaj Jacobsen sætte sin lid til selv at ordne danskernes del af opgaven ved at slå Rusland. Alt imens han må svare for sig i forhold til de dispositioner, der ikke holdt hjem mod Ungarn: at fremture med Henrik Møllgaard på venstre fløj, vente længe med sin første timeout, ikke at bringe Morten Olsen mere i spil. I den dur.

Og verdensstjerner som Mikkel Hansen og Rasmus Lauge kan gå rundt og grunde over, hvad der for en isoleret kamps vedkommende blev af deres stjernestatus.

En groggy landstræner og spillere, der allerede inden kampen mod Rusland onsdag kan orientere sig i det tredje ringhjørne og vide, om det overhovedet kan betale sig at rejse sig igen fra kanvassen.