Dansk VM-stjerne flået ud efter et kvarter: 'Jeg er sur på mig selv'

 

Det var tæt på, at de fremmødte medier i Boxen gik i 'Breaking News'.

For et særdeles sjældent fænomen fandt sted under Danmarks fjerde VM-sejr - 28-17-gevinsten mod Østrig.

Danmarks ellers så suveræne højrefløj, Lasse Svan Hansen, præsterede at brænde tre helt åbne scoringsmuligheder på under to minutter.

Det fik Nikolaj Jacobsen til at flå den bundrutinerede Flensborg-stjerne ud på bænken, og B.T. belønnede efterfølgende  Svan med bundkarakter.

Efterfølgende stillede Lasse Svan op og tog tæskene fra pressen. 

»Jeg er mest sur på mig selv over, at jeg ikke bare gør det, jeg plejer at gøre. Rent teknisk fik jeg ikke kigget ordentligt på målmanden. Det er jeg irriteret over nu.«

»Det kan godt være, jeg kom til at tænke for meget over tingene, da jeg havde brændt de to første,« lød det fra landsholdsstjernen

Hvordan håndterer du denne modgang?

»Det er heldigvis en ny følelse, hehe. Men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg er ikke sådan en, der graver mig ned i et hul eller lukker mig inde på hotellet og ikke gider snakke med nogen, fordi jeg har brændt tre skud,« fortalte Lasse Svan, der også havde store roser til sin afløser, Johan Hansen.

»Det var godt, at Johan kom ind og gjorde det godt, når nu jeg ikke kunne finde ud af at smide bolden i kassen. Det kendetegner et godt hold, at man kan hjælpe hinanden.«