Dansk profil erkender: Australien var dårligere end ventet

En sejr på 25 mål. Danmarks indledende kamp ved VM i Japan blev som ventet en storsejr, da Australien blev nedkæmpet med hele 37-12.

Det danske landshold brugte sejren over amatørerne til at komme i gang med turneringen. Og ikke mere end det.  

»Det var dejligt at få gang i scoringen og selvfølgelig at få en sejr,« siger Freja Cohrt efter kampen til DR1 og tilføjer:

»Vi skulle have fokus på at komme fint ind i turneringen i god behold, og jeg synes, at vi formår at holde koncentrationen okay i anden halvleg. Det var en god én at starte på,« lydet det fra den danske landsholdsspiller, der erkender, at modstanden var dårligere, end hun regnede med:

»Ja, jeg vil sige, at jeg intet kendte til Australien, og jeg ved ikke, om jeg forventede lidt mere, men tager det med, at det var den første kamp, og vi kom fint igennem den.« 

Også landstræner Klavs Bruun Jørgensen var fint tilfreds med den første kamp:

»Vi er i gang, vi fik den sejr, vi kom efter, og nu skal vi ellers bare deruad,« siger han ligeledes til DR1.

Søndag venter Sydkorea for de danske kvinder.