Aarhus United haler ind på top-5 med sæsonens største sejr

Håndboldkvinderne fra Aarhus United spillede sig to point nærmere top-5 i HTH Ligaen med stensikker sejr.

Aarhus United kunne juble over sæsonens største sejr mod Ringkøbing. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ringkøbing Håndbold slog Ajax København i første runde af HTH Ligaen, men siden har holdet ikke hentet en eneste sejr i kvindernes bedste håndboldrække.

Lørdag løb vestjyderne ind i endnu et nederlag, da Aarhus United bankede det gæstende bundhold 30-17 og satte to point i banken.

Aarhus United, der ligger på sjettepladsen, kæmper for en plads blandt de bedste otte. Det giver adgang til slutspillet.

Med lørdagens sejr har aarhusianerne nu 21 point. Det er tre færre end Herning-Ikast, der indtager ligaens femteplads.

Lørdagens opgør var nærmest ovre, før det var kommet i gang. I hvert fald hvad angår kampen om point.

Ni minutter var spillet, da Aarhus bragte sig foran 6-0. Ringkøbings Sille Thomsen scorede gæsternes første mål efter ti minutter, men Aarhus fortsatte og kom kort efter på 10-2.

Ved pausen var Aarhus-klubben foran 13-6, og kun spørgsmålet om sejrens størrelse var åbent.

Den endelige sejr på 13 mål var Aarhus' klart største i indeværende sæson.

/ritzau/