Guillou-gaber

Guillou: Fjenden i os selv Jan Guillou har til denne bog ladet sig inspirere af den danske Vollsmose sag og omsat den til svenske forhold: Sikkerhedspolitiet, Säpo, anholder ni unge indvandrere og bedyrer, at man har afværget et større terrorangreb.

Foto: Bogomslag
Justitsministeren kalder det endda, noget af det alvorligste der er sket i Sveriges historie. Men det kniber med bevisførelsen, som mest består af kunstgødning og husholdningsartikler, og forhørene kaster ikke noget af sig. Derfor overføres forhørseksperten Ewa Johnsén-Tanguy (Guillou-læsere vil kende hende fra den forudgående roman) til Säpo. Men der er ikke meget kød på det ben, man har sat hende til at gnave i, så Säpo gør alle mulige udemokratiske krumspring for at få den i hus. Det er ganske udmærket, at vi bliver mindet om de potentielle farer, der gemmer sig i den type lovgivning terrorfrygten har resulteret i. Men Guillous bidrag er simpelthen for unuanceret og firkantet, og ligner mere en mainstream konspirations-thriller end et reelt bidrag til en nødvendig debat. Mere refleksion og mindre selvretfærdighed vil have klædt historien.