Gudløs!

Jeg er ateist, og jeg tror ikke på noget som helst. Betyder det, at jeger en falsk troende, der kæmper mod »selve mennesket«. Gud fri mig velfor noget vås! Sørine Gotfredsens kronik »Ateismen bekæmper mennesket selv«, som vi bragte 18. januar, har bragt Martin Krasnik til tasterne.

Okay, jeg er ateist. Jeg tror ikke på Gud. Jeg tror ikke, der er noget som helst »større« mellem himmel og jord. Alle forestillinger om en overnaturlig kraft i verden lader mig iskold.

Er det en opsigtsvækkende indrømmelse? Det burde det ikke være. Men selv i et land som Danmark, dette sekulære smørhul, hvor religiøse mennesker åbenbart føler sig trængt af en værdiforladt og gudløs kultur, der ser med dyb mistro på religiøse argumenter, er det ikke desto mindre en ganske heftig ting at komme stikkende med: Jeg er ateist. Jeg tror ikke på gud! Både religiøse og ikke så religiøse danskere ser nemlig stadig med stor skepsis på alle os, der ikke mener, at der eksisterer en gud.

Sidste torsdag skrev teologen Sørine Gotfredsen en kronik her i avisen, hvor hun går i kødet på alle os »aggressive« ateister, der kommer krybende frem af vores huller for at »bekæmpe religion« og vil »frelse verden«. Anledningen er en konference om ateisme, der i disse dage bliver afholdt i København. Ifølge Gotfredsen har ateister ikke alene »erklæret krig« mod begrebet religion, nej, »de kæmper mod selve mennesket«, skriver hun. »Og den kamp kan ikke vindes. I hvert fald ikke med fredelige midler.«

Sørine Gotfredsen er en flittig skribent - samme uge som kronikken i Berlingske skrev hun fem artikler i tre forskellige aviser - men dette har hun skrevet før, og det er ikke unikt. Rent faktisk mener religiøse mennesker over hele verden, at ateister på en eller anden måde benægter eller bekæmper menneskets inderste væsen og længsler, som er installeret i os af gud selv. At ateister ikke har »forstået« religionen, at vi afviser menneskets behov for åndelighed.

Selv i gudløse Danmark erklærer frygtsomme ateister sig som en slags agnostikere, fordi de helst ikke vil fremstå som om de har en »tro« på, at Gud ikke eksisterer. Man vil da ikke opfattes som lige så religiøs som de religiøse - eller ligefrem som en menneskefjendsk nihilist.

Men faktisk forholder det sig lige omvendt. Sørine Gotfredsen har ikke den fjerneste anelse om, hvad ateisme er.

Ateisme står for en ganske simpel verdensopfattelse. Ateisme betyder uden gud eller gudløs. En ateist bliver hver eneste dag præsenteret for religiøse menneskers påstand om, at der er en gud, som har skabt verden i en eller anden forstand, en gud, der måske griber direkte ind i vores verden, eller måske bare »noget«, der elsker os, tilgiver os eller dømmer os, afhængig af, hvilken Gud vi nu taler om. Præsenteret for den religiøse forestilling om, at der er en objektiv sandhed.

Og så siger vi simpelthen nej tak - ellers tak. Det er ikke et spørgsmål om tro, idet jeg som ateist ikke har påstået noget som helst. Jeg afviser bare Sørine Gotfredsens mærkelige forestilling om, at der er en overnaturlig kraft, som har skabt verden, våger over mennesket og elsker os for evigt. For mig at se kunne hun lige så godt have påstået, at der hinsides stratosfæren flyver et kæmpestort lyserødt badedyr rundt og passer på os alle sammen, at hun beder til dette badedyr og har skabt en hel teologi omkring dette lyserøde badedyr. - Og nej, jeg kan ikke bevise, at Gud ikke eksisterer, ligesom jeg ikke kan bevise, at dette badedyr ikke eksisterer.

Er det så menneskefjendsk og arrogant at sige sådan om hendes Gud? Ikke mere end hvis jeg påstår, at også jeg har en bibel derhjemme, og at denne bibel hedder »Stormfulde højder« og jeg hver eneste aften beder til Heathcliff, som er min frelser og gik i døden i kærlighed til os alle sammen. Eller at verden er skabt af Zeus og styres af hele hans dysfunktionelle familie i Olympen. Sørine Gotfredsen og alle andre kristne i hele verden vil afvise disse forestillinger som harmløst opspind, tåbelige påstande eller ren galimatias.

Dermed ved hun lige præcis, hvad en ateist er. Jeg afviser alle guder. Det gør hun også- lige bortset fra sin egen. Sørine Gotfredsen er også ateist, når det gælder Odin og Thor, Zeus og Afrodite, Allah, Vishnu, Ra eller Hotei, den fedladne Shinto-gud, der tager sig af menneskets lykke.

Så jeg »tror« ikke på noget som helst. Jeg anerkender alt det, der kan bevises eller sandsynliggøres, og det har intet at gøre med religiøs tro. Resten er følelser, lidenskab, temperament, gode og dårlige vaner, måske endda ånd, men det har intet som helst at gøre med tro. Jeg erkender desuden, at der er mange ting, jeg ikke har den fjerneste anelse om, som f.eks. hvad der skete før The Big Bang, hvad der sker, når vi dør eller om Danmark kvalificerer sig til EM-slutrunden næste år. Det har heller intet at gøre med tro. Jeg er ateist, jeg tror ikke.

Til sidst hiver hun en ældgammel kristen krikke af stalden: Ateismen er skyld i det 20. århundredes massemord. Også kommunismen forsøgte at »forme mennesket mod dets egen natur og eliminere det religiøse aspekt i tilværelsen«.

Det ville være en latterlig påstand, hvis den ikke var så tragisk. Stalin - og Hitler - forsøgte at udrydde alle de kræfter i samfundet, der gik ham imod. Alle autoriteter i Stalins Sovjet, både præster og intellektuelle, blev dræbt i stimer. Stalinismen og nazismen var ideologier, der logisk måtte medføre et nihilistisk, menneskeforagtende massemord. Det havde intet at gøre med ateisme. I øvrigt gik Stalin på et præsteseminarium, Hitler troede på sin egen mærkelige gud, og langt de fleste nazister opfattede sig som gode kristne. De var ikke ligefrem ateister. En fascistisk ideologi påstår også, at der er en sandhed, og at alle andre ideologier derfor pr. definition må være forkerte. Og kender man sandheden, har man jo nærmest en moralsk forpligtelse til at prædike den over for de vildfarne. På den måde ligner det mere religion end ateisme.

Jamen, har jeg som ateist så ikke »erklæret krig mod begrebet religion«? Afviser alle de succesfulde ateister med deres hidsige bøger mod gud - Richard Dawkins, Sam Harris, Daniel Dennet m.fl. - ikke menneskets religiøse impuls? Kæmper vi ikke mod »selve mennesket«? Hvor i alverden har Sørine Gotfredsen det fra?

Kun en tåbe vil påstå, at mennesket ikke har et behov for spiritualitet og åndelighed, og at mange dækker dette behov ved at tro på gud. Jeg vil medgive, at mange af de nye ateistiske bøger har en tendens til sofisteri, til at gøre som den frække dreng i klassen, der tør række hånden op og sige: »Ha-ha, jeg kan bevise, at gud ikke eksisterer«. Men det er ikke det samme som at ateister opfatter mennesker som åndløse og hule samlinger af kød og ben, der allerede begynder at gå i forrådnelse fra fødslen. Jeg hverken afviser eller bekæmper det faktum, at Gotfredsen bliver et lykkeligere menneske af at tro på sin gud, ligesom jeg ikke afviser, at scientologer får mere fred i livet af at tro på, at L. Ron Hubbard er verdens frelser.

Fred - om jeg så må sige - være med det.

Så påstår de religiøse, at de ikke har en chance mod sekularismen. Ha-ha! Sagen er, at sekulære ikke får et ben til jorden. Hver gang vi påstår, at der ganske vist findes moralske lovmæssigheder blandt mennesker - et fantastisk resultat af evolutionen - så siger de jo bare, at det rent faktisk er gud, der har installeret denne moral i mennesket. Diskussionen kan altså ikke vindes over et religiøst menneske.

Jamen, hvorfor hidser vi os da sådan op over for de stakkels religiøse mennesker? Fordi vi mener, at religionen er skyld i mere ondt end godt. Fordi konflikt mellem religioner stadig skaber ufattelige lidelser. Naturligvis gør den det, for hvis to grupper begge påstår at have sandheden, må det skabe konflikt: Se bare Irak, Libanon, eks-Jugoslavien, Sudan, Nordirland, Israel osv. osv. Er det virkelig alle tilfælde, hvor mennesker har »misbrugt« og »misforstået« religionerne? Eller er der måske noget ved alle religioners uhæmmede påståelighed, der skaber konflikt?

Så, nej, Sørine Gotfredsen og alle I andre, der føler sig truet af ateisterne (vi er ikke særlig mange på verdensplan): Vi »bekæmper« ikke kristendommen eller nogen anden tro. Det eneste, vi beder om, er at være fri fra denne klaustrofobiske påståelighed, når det gælder »det gode« eller »menneskets sande natur«. Og at vi i samfundet kan fastholde et sekulært sprog i den politiske samtale, der faktisk gør det muligt at have en dialog.

I dag er sidste dag for Københavns Universitets konference om moderne religionskritik. Konferencenfinder sted i Njalsgade og er åben for alle interesserede.