Udtrykket bruges om en litterær teknik og blev første gang anvendt af den romerske digter Horats til at karakterisere sin store græske forgænger Homer. Han kunne den kunst at lade læseren eller tilhøreren dumpe ned midt i det hele, begynde en fortælling med en situation som man egentlig slet ikke har forudsætninger for at forstå, men det er der ikke noget at gøre ved. Det er bare om at hænge på.
Teknikken kræver noget af både forfatter og læser, og Gyldendals Litteraturleksikon fra 1974 hæver en advarende pegefinger, som må være møntet på forfatteren. Det giver problemer, »hvis den fremadskridende beskrivelse ikke med tilstrækkelig bredde og hastighed giver læseren de tilbageholdte forudsætninger«.
En af de bedste »in medias res«-læseoplevelser, jeg har haft, fik jeg for nogle år siden, da jeg læste »Det gyldne kompas« af Philip Pullman op for min søn. Og når jeg kommer i tanke om det, er det selvfølgelig fordi fantasyfilm-bølgen endelig er nået til Pullmans bog, og hvis man her mellem jul og nyår endnu ikke har undt sig denne medrivende og visuelt meget flotte filmoplevelse, er det bare med at komme afsted.
Hvis jeg skal være ærlig, er der mange forfattere, der med fordel kunne anstrenge sig lidt mere med in medias res. En del romaner er lidt længe om at blive løbet i gang, og man skal som læser nogle gange tage sig gevaldigt sammen. Det er lidt som at overvinde sig til at stå ud af sengen om morgenen eller komme ud at løbe om eftermiddagen. Man siger så til sig selv: Hør nu, du ved jo godt, at du skal ca. 50 sider ind i en roman, før den tager ved. Måske skal du 100 sider ind, men så er det nok også fordi den er særligt fin og du vil blive rigeligt belønnet for dit møje. Og det passer jo heldigvis tit og ofte.
Men se nu bare Pullman. Den første sætning i romanen lyder i al sin enkle gådefuldhed (og i Hanna Lützens oversættelse): »Lyra og hendes daimon bevægede sig varsomt gennem den mørknende spisesal og passede særligt på ikke at blive set fra køkkenet«.
Hva’ be’ har? Det kalder jeg in medias res. Hvem pokker er Lyra? Hvad i alverden er en daimon? Hvor er de henne? Og hvad skal de? Og der er ingen hjælp at hente i kapiteloverskriften, som bærer den lakoniske titel »En karaffel tokayer«. Sådan skal det bare gøres.
Pullman formår det sjældne og forbløffende at sænke os durk ned i et endog meget anderledes og gådefuldt univers uden at gøre det mindste rede for dets beskaffenhed, og samtidig – i selvsamme bevægelse – skabe så meget spænding og episk fremdrift, at det ikke føles spor krævende for læseren.
Filmen opgiver ethvert forsøg på at gøre det samme. Den gør faktisk det modsatte og indleder med en lille pædagogisk monolog om konstruktionsprincipperne for den verden, vi skal ind i. Måske kan den ikke gøre andet. Universet i »Det gyldne kompas« er meget kompliceret, og en tempofyldt film kan ikke i ro og mag udfolde tilbageholdte forudsætninger. Men jeg tvivler på, at den uforberedte biografgænger vil blive meget klogere af monologen.
Luk ørerne, go with the flow og husk, at romaner skal selvfølgelig ikke ses i biografen, hvis man vil have det fulde udbytte af dem.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
