Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Fremad for Løkke?
Peter Nedergaard
Lars Løkke Rasmussen (LLR) er ude med riven i forhold til sin afløser, Jakob Ellemann-Jensen (JEJ), som ifølge Løkke ikke skal forsøge at skabe samling i blå blok via en fast udlændingepolitisk profil (selv om den i parentes bemærket blot slår linjen fra LLRs egen regeringstid fast). I stedet skal JEJ række ind mod midten, mener LLR, hvilket LLR selv forsøgte lige før, han tabte regeringsmagten. Og hvad JEJ også var inde på, indtil vælgersivningen blev for stor.
LLR udelukker tilsyneladende ikke etableringen af et nyt parti med en liberal, centrum-højre profil. Men hov! Det parti findes da. Det nye parti etableret af Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra de Radikale/Borgerligt Centrum/Liberal Alliance/Fremad har jo alt, hvad LLR begærer. Hvorfor hjælper ikke den haltende indsamling af underskrifter til Fremad i stedet for at overveje sit eget Løkkeparti?

Ligeløn à la Linde
Christian Marcussen
Mænd og kvinder forskelsbehandles. Det hævder X Factor-vært Sofie Linde, som peger på, at TV 2 ikke engang ville betale hende halvt så meget, som kanalen vil betale Thomas Blachman.
Men hov, hvad er nu det? TV 2 vil ikke engang betale denne Groft sagt’er halvt så meget, som de vil betale Sofie Linde, selvom førstnævnte er begavet med en tissemand. Så hvad er det dog for okkulte kræfter, som så er på spil? Jo, det er noget, der hedder markedskræfter.
I TV 2s øjne er Blachman mere værd, end hun er, og hun er mere værd end undertegnede. Træls, men sandt. Men faktisk bliver det endnu mere træls for Sofie Linde. For det er nemlig ikke kun i TV 2s øjne, at Blachman er mere værd. Det er han også i Sofie Lindes egne øjne. Hun valgte nemlig at tage imod, hvad TV 2 tilbød hende. Og så er den egentlig ikke så meget længere.



