Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Vi er Ukraine

Klaus Kjøller Fold sammen
Læs mere

Vi er selvfølgelig Ukraine, fordi vi afskyr Ruslands fremfærd mod landet. Men vi almindelige borgere i Danmark er også Ukraine i overført betydning, fordi vi afskyr vores eget regeringsapparats fremfærd mod os med idylliske prognoser om, hvor få der vil falde ud af dagpengesystemet, og løgnagtige rapporter om, hvor gode forholdene er i Eritrea.

Når vores offentlige system og dets hierarkier af karriereorienterede embedsmænd »regner baglæns«, og til Folketinget og pressen leverer lige netop de »objektive« prognoser og rapporter, som deres minister har politisk brug for, så optræder de som russisksindede separatister, der gør alvorlige indhug i vores oplyste, demokratiske land med manipulation og løgn. Og vores presse og Folketingets ombudsmand er så den stadigt mere udmattede Angela Merkel, der må rejse i pendul for at begrænse løgnens og manipulationens hærgen og forene alle parter i en aftale om slagmarkens objektive sandhed, som alle er nødt til at tro på, hvis demokratiet skal bevares, så godt som det nu engang er muligt, så længe Putin findes.