Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Vestagers konkurrence

Edith Thingstrup. Fold sammen
Læs mere

EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager vil gribe ind mod Googles Android-styresystem til mobiltelefoner.

»Vores bekymring er, at ved at kræve, at telefonproducenter forudinstallerer en række Google-apps i stedet for at lade dem bestemme selv, har Google måske blokeret en af de vigtigste måder, nye apps kommer frem til forbrugere,« udtaler Margrethe Vestager. Hun siger, at hun er bekymret for innovationen. Siden hvornår har en politiker sikret innovation?

Google forhandler med telefonproducenterne om at få sine produkter med i »pakken«. Sådan er der så meget, man kan købe i pakker. De stakkels vælgere stemmer på partier, hvor de risikerer at få mere med i købet, end de egentlig ønskede. Når man køber en telefon risikerer man bare at få et Google-produkt med. Og hvad så? Det er langt farligere at købe politiske lykkeposer såsom dem, Folketingets partier leverer.

Hvis Vestager virkelig ville gribe ind mod betænkelig forretningspraksis, skulle hun rette sit blik mod det politiske system. Og hvis hun er så glad for konkurrence, hvorfor er der så kun én konkurrencekommissær?