Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Verdens bedste skole

Der er ikke meget prestige i at være lærer i Danmark, og derfor kniber det med rekrutteringen. Hvor Finland må afvise seks ud af syv ansøgere, som gerne vil uddannes til lærer, kan man i Danmark knap få pladserne på seminarierne besat. En vigtig grund er, at lærernes fagforening for at fastholde sit monopol har afvist enhver form for akademisering af uddannelsen og slået sig sammen med uddannelser på ikke-akademisk niveau i stedet for som i Finland at sigte højere. At være lærer har derfor ikke den prestige, som burde være knyttet til denne helt fundamentale funktion i samfundet. Alt det har Deres Groft sagt gentagne gange skrevet om, og synspunkterne blev bekræftet af lektor Jørn Bjerre forleden i kronikken i Berlingske. Nu venter vi blot på, at lærernes formand igen fortæller, at det er en succeshistorie med lærerne, at det slet ikke betyder noget, at Danmark ligger lavt i Pisa-undersøgelser, at der ikke arbejdes tilstrækkeligt på seminarierne, eller at folkeskolen uddanner analfabeter. Danmark har nemlig verdens bedste folkeskole, og nu må det da snart gå op for os, at sådan er det bare, og at diskussion om læreruddannelsen derfor er overflødig.