Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Verden vil bedrages

Edith Thingstrup. Fold sammen
Læs mere

SF vil smække kontanthjælps-kassen i, fremgår det af TV2.dk. Partiet vil skære i kontanthjælpen til kvinder med anden etnisk herkomst, der undgår uddannelse, jobtræning og arbejdsmarked.

»Den store ligestillingskamp er altså, at der er kvinder i vores samfund, som ikke får lov til at arbejde eller få en uddannelse, som kun må gå hjemme med børnene og ikke må lære at tale dansk. Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i på nogen som helst måde,« siger Pia Olsen Dyhr til Ugebrevet A4.

»Det er meget vigtigt at sende et klart signal: Enten kommer du i arbejde eller uddannelse, ellers mister du penge på kontanthjælp,« siger Pia Olsen Dyhr.

Udmeldingen er overordentlig interessant. Hidtil har SF ved enhver given lejlighed afvist, at økonomi overhovedet har nogen som helst indflydelse på kontanthjælpsmodtageres beslutninger. Men nu kan vi velsagtens regne med, at SF både støtter regeringens loft over kontanthjælpen og skattenedsættelser til mennesker, der tager et arbejde? Nåh, nej. Verden vil bedrages, og politikere vil genvælges.