Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Verden set gennem venstre øje

Edith Thingstrup. Fold sammen
Læs mere

Tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen er blevet tilknyttet tænketanken Kraka, som blev stiftet af dagbladet Politiken. Derfor er det ikke overraskende, at Whitta nu advarer regeringen mod skattelettelser. »Vores bekymring er, at man derfor begynder at tænke for »kreativt« i den nye 2025-plan for at fremtrylle et større råderum for skatte­lettelser, og at det kan sætte troværdigheden af Danmarks finanspolitik over styr,« skriver Whitta og en række andre Kraka-økonomer i en kronik i JP.

»Politikerne kan eksempelvis fristes til at puste råde­rummet for skattelettelser op ved at forudsætte offentlig nulvækst helt til 2025, selv om befolkningsudviklingen peger på stigende offentlige udgifter,« fastslår de røde økonomer. Tænk hvis nogen i stedet havde skrevet: »Politikerne kan eksempelvis fristes til at puste råderummet til offentligt forbrug på ved at udelukke skattelettelser helt frem til 2025.«

Men nej, en politisk beslutning om øget offentligt forbrug er åbenbart upolitisk, nødvendig og »troværdig«, mens en politisk beslutning om skattelettelser til gengæld er »oppustet« og »kreativ«.

Husk det nu, alle I naive borgerlige: Sandheden er rød, og verden skal beskues gennem venstre øje.