Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Venstre ved du aldrig, hvor du har

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Venstres skattegulv

Peter Nedergaard

Lars Løkke Rasmussen har foreslået, at der i EU indføres et fælles gulv for, hvortil medlemslandene må sænke deres selskabsskatter. Groft sagt undres såre over dette socialistiske forslag. En ting er, at forslaget er ultra-uliberalt, thi konkurrencen om at tilbyde virksomhederne gode rammevilkår burde da om noget være en liberal kernesag. En anden ting er, at EU ikke er eller bør være et lukket rum. Der er i dag gode muligheder for, at virksomheder kan placere sig lige uden for EU og derefter eksportere varer ind i EU. Men måske vil Løkke lukke dette »hul« med mere EU-protektionisme. Man ved efterhånden aldrig med Venstre.

Jordisk vrede

Niels Jespersen

Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Det skal være slut med, at præster i den katolske kirke misbruger og krænker mindreårige seksuelt. Det siger pave Frans i en tale til 190 ledende katolske biskopper i verden. Han lovede samtidig at konfrontere de ansvarlige for seksuelle overgreb med »Guds vrede« og lancerer en handlingsplan på otte punkter for at komme misbruget til livs.

Groft Sagt kan ikke love Guds vrede, men vi kan garantere alverdens jordisk raseri ikke bare mod de pædofile præster, men også mod papismen, så længe den katolske kirke ikke gør det oplagte: Politianmelder hvert eneste overgreb og afholder sig fra at bruge sin magt og rigdom til at dække over forbrydelserne. Se, det ville være at gøre en god gerning.

Deadlines religiøse forkyndelse

Hans Hauge

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Kunne man forestille sig, at de i DR2s Deadline inviterede en person fra Pinsekirken, eller det kunne såmænd være en almindelig kirkegænger, som kunne få studieværten til at smile, undlade at stille et eneste kritisk spørgsmål og endog få ham til at bede Fadervor? Nej, vel? Og hvad behøver man ikke forestille sig?

Deadlines Jacob Rosenkrands havde inviteret forfatteren Niels Lyngsøe i studiet. Lyngsøe havde vist haft nogle personlige problemer, og derefter betalte han for et buddhistisk kursus i en svensk skov, hvor han lærte at »være stille« og blive mystiker. Han blev så mindfuld, at det lykkedes ham at få studieværten til at bede en bøn, til at smile og til ikke at stille et eneste kritisk spørgsmål.

Det skulle lige have været en kristen, som Rosenkrands havde i studiet. Så ville tonen havde været en anden. Man må gerne hore efter fremmede guder i DR.