Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Unge Jensen og historien

Claes Kastholm Hansen Fold sammen
Læs mere

Unge Jensen, som Asger Aamund meget træffende kalder landets udenrigsminister, den tidligere bankassistent Kristian Jensen, udtalte forleden på et seminar om Arktis, at »verden har ændret sig grundlæggende, siden EU sidst lavede en sikkerhedspolitisk strategi i 2003«.

Mon dog. Hvis unge Jensen havde været lidt bedre funderet, ville han vide, at verden sjældent ændrer sig »grundlæggende«, når det gælder sikkerhedspolitiske forhold. Den ekspansive linje, som eksempelvis Putin fører, har været russisk politik siden Peter den Store.

Ligeså grundlæggende er det, at EUs sikkerhedspolitiske strategi aldrig har været andet end beskæftigelsesterapi for bureaukrater. Den eneste grundlæggende ændring er, at Søværnets inspektionsskibe er blevet gamle, og at Danmark, skønt vi har en nøglerolle i Arktis, ikke længere er i stand til at håndhæve sin suverænitet på grund af ekstreme besparelser på forsvarsbudgettet.

Det sidste er til gengæld ikke nogen grundlæggende ændring, for sådan har politikerne altid gjort.