Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Udflytning

Der er mange måder at tænke på. Man kan tænke i kroner og øre eller man kan tænke i miljø og mennesker. Med kroner- og øretænkning kan man muligvis spare lidt på at sende en række offentlige institutioner ud af København eller i hvert fald ud af Københavns centrum. Nogle gange er der slet ikke noget at spare, som f.eks. udflytning af 4.000 juridiske studerende, der daglig skaber liv i og giver det mening at tale om et Latinerkvarter i København. Nu har Akademirådet, der rådgiver staten i kunstneriske spørgsmål, omsider råbt vagt i gevær og peget på, at »mangfoldigheden« forsvinder, hvis store grupper af studerende eller offentligt ansatte flyttes ud af byen. Akademirådet har selvfølgelig fuldstændig ret. Men, som arkitektforeningens Janne Sandberg siger, så vil der »utvivlsomt« komme noget andet i stedet for. Det man glemmer, når man tænker i kroner og øre eller måske slet ikke tænker, det er, at en by har en historie og traditioner, f.eks. er København en universitetsby siden 1479, og hver gang, man flytter noget ud, griber man ind i århundreders tradition for, hvad en hovedstad er. Det er ikke alt liv, der lader sig erstatte, men for kroner og øre-tankegangen, så det lige meget. Penge er som bekendt penge lige meget, hvor de kommer fra eller går hen.