Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Trump er en æreløs kujon - Putin er i det mindste modig

Jespersen
Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

En æreløs kujon

Niels Jespersen

Kurderne hjalp os ikke i Normandiet og derfor kan de sejle i deres egen sø. Sådan retfærdiggør Trump sit skamfulde forræderi mod Mellemøstens mest effektive og dedikerede jihadist-dræbere. Nemlig de syriske kurdere, som han har overladt til sultan Erdogans nåde.

Faktisk kæmpede ikke så få kurdere i 1944 sammen med den røde hær på Østfronten. Samtidig med, at Trumps far tjente fedt på at bygge kaserner i USA. Da det blev Trumps egen tur til at tjene, fik »Kaptajn Hælspore« som han kaldes, en belejlig lægeerklæring ud af Vietnam.

Groft Sagt må sige det, som det er: Den frie verdens leder ikke alene er en kujon. Han er også en æreløs kujon. Det er jammerligt, men ikke desto mindre er situationen den, at vi ledes af en mere karakterløs person, end vores fjender. Putin er i det mindste modig.

Naziburger a la Blekingegadebande

Eva Selsing

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Så var der historien om det venstreekstreme tidsskrift »Konfront«, der startede en ordhetz mod burgerstedet The Barn, hvor man angiveligt kunne få »naziburgere« fordi Nye Borgerlige-medlemmet Anahita Malakians arbejdede der. Det førte til dårlige falske anmeldelser fra venstreekstreme og muslimer og endte som bekendt med hærværk.

Senere har flere venstreekstreme udtalt, at de finder det i orden at udøve politisk motiveret vold mod anderledes tænkende. Det kan ikke overraske. Og slet ikke, når man ved, at Konfront blandt andre huser en Torkil Lauesen som skribent. Lauesen var medlem af Blekingegadebanden, der udover røveri og drab på en politimand, registrerede mennesker af jødisk oprindelse.

Ak ja. Forfølgelse af ikke-islamiske indvandrere, antijødisk virksomhed, voldsforherligelse. Det virker ikke usandsynligt, at »naziburger« er en freudiansk fortalelse. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden som bekendt over med.