Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Trans og problemer

Nynne Bjerre Christensen havde en meget alvorlig mine på, da hun i Deadline på DR2 diskuterede »transpersoner« med tre smilende eksperter i LGBTQI (lesbian, gay, bisexuel, transgender, queer, intersex) – som det hedder i universitetsverdenen, hvor det er et populært forskningsemne inden for humaniora. Den første smilende ekspert, Laura, var ekspert, fordi hen var trans. Hen følte, hen blev mødt med fordomme fra systemets side. Så var der en smilende ekspert i menneskerettigheder. Hun lignende en traditionel hun. Og endelig en smilende mandlig forsker fra RUC (han er også ekspert i Mozambique). De anklagede alle systemet. Hvorfor skal transpersoner sygeliggøres? Ærgerligt at de tre smilende ikke fik et modspil fra en god liberal. Der var ingen af de fire medvirkende, der overhovedet kom på den tanke, at transpersoner selv kan betale. Ingen privatklinik vil møde dem med fordomme, for penge er helt ligeglade med de betalendes identitetsproblemer. Laura må selv betale, ligesom hun også selv skal betale for at få tandretning eller for at gå til fitness.