Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Tosserier i Silkeborg

Den religiøse skulptør, Jens Galshiøt, har lavet en tingest, der hedder »Fundamentalism«. Tingesten skal forestille et kunstværk, selvom det har et budskab, hvad ægte kunstværker ikke har. Det er udstillet i Silkeborg. Det har med dette nye, innovative og sjældne begreb »dialog« at gøre, og det udmønter han ved at bruge et af de værste skældsord: Fundamentalisme. Hvilken tro, han selv dyrker, fremgår ikke. Dialog er det nye for mission. Tingesten må altså være en slags ydre missions-dims. Der findes citater fra de tre »monoteistiske« religioners bøger: Jødedommens, kristendommens og islams, men ikke Mormons Bog. Jødedommen er fader til de to andre og er ikke en stor religion, så hvorfor den skal med vides ikke. Kristne tilbeder ikke nogen bog – har den mand aldrig hørt om Grundtvig? Han har vist fået den åndssvage ide, som det silkeborgensiske borgerskab nok skal sluge, at alle tre religioner siger »det samme«. Udstillingen blev åbnet af biskoppen fra Viborg, der herefter burde indkaldes til en tjenstlig samtale for kætteri. Han blev af TV2 Østjylland, hvis journalister ikke er de skarpeste knive i skuffen, betegnet som folkekirkens overhoved. Ja, det er en tosset verden, vi lever i. /Hans Hauge