Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Tænkeren Hornsleth

Claes Kastholm Hansen
Læs mere
Fold sammen

Til Berlingske udtaler kunstneren Kristian von Hornsleth, at man ikke skal lave satire over islam, fordi de muslimer, der bliver vrede over den, mangler begrebsapparat til at forstå den. Men han mener ikke, at de skal bestemme over den måde, vi laver satire på. Dog er det klogest at lade være, mener han, for »de er helt vanvittigt farlige«. Han bekender, at han selv har gjort grin med paven og pædofile, men de har begrebsapparat til at forstå det, siger han, hvor han end ved det fra. Det kunne jo også være, at de simpelthen ikke var voldelige. Herefter fastslår kunstneren: »Ytringsfriheden er uantastelig«. Intervieweren Jens Rebensdorff udbryder så – udmattet, må man formode – at han forsøger at finde den røde tråd i det, kunstneren siger. Som faldefærdig journalist-olding kan Groft sagt trøste Jens Rebensdorff med, at metieren nogle gange byder på udfordringer, som selv den dygtigste journalist ikke kan klare: Det er betydeligt lettere at finde en nål i en høstak end at finde den røde tråd i Kristian von Hornsleths tankeverden. Som bekendt ved ikke engang Hornsleth selv, hvad han tænker og hvorfor.