Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Svensker-gakkede

Peter Kurrild-Klitgaard: Som Deres Groft Sagt omtalte for nylig har en svensk børnehave bestemt sig for at indføre en kønsløs omgang med børnene, der nu ikke omtales som drenge eller piger men som »venner«, og ikke som han eller hun men som »hen«.

Peter Kurrild-Klitgaard
Læs mere
Fold sammen

Da intet fænomen kan undgå at blive underkastet en meningsmåling, kan Kristeligt Dagblad fortælle, at en ny sådan viser, at 10 pct. af danskerne synes, at den slags benægtelse af objektive fakta lyder som en god idé herhjemme. Nogle ville nok synes, at en så stor andel lyder foruroligende, men husk venligst, at der næppe siden indførelsen af den almene stemmeret har været noget tidspunkt, hvor der ikke har været mindst 10 pct. af vælgerne, der var helt derude på overdrevet, hvor kragerne flyver skrigende bort. Selv i dag er der givetvis mindst 10 pct., der synes, at Sovjetunionen ikke var så slem, eller at Danmark skal være et kalifat, eller vil have julemanden forbudt. Anskuet i det perspektiv er det sådan set beroligende, at der kun er 10 pct. af danskerne, der er lige så gakkede som de mest gakkede svenskere.