Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Strams Kurs' rigskongres uden had. Kan det virkelig passe?

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Mangler had på rigskongres

Jarl Cordua

Rigsfører Rasmus Paludan for Stram Kurs afholdt for nylig rigsberetningen på sit rigspartis første rigskongres netop i Rigets midte på selveste Christiansborg, hvor han og de øvrige rigsdelegerede havde sat hinanden stævne. Det blev til grin – også fra rigsføreren selv – da kun én enkelt delegeret fra den »benigne« rigsforsamling klappede, da Danernes Lys besteg rigstalerstolen.

Omfanget af udvist tolerance fra de rigsdelegerede stak undervejs helt af, da den 18-årige rigskandidat til rigsledelsen, Lasse Froulund, i sin tale til rigsforsamlingen forsikrede dem om, at der egentlig ikke var nogen i Stram Kurs, som han havde et had til. Og det, mente rigsføreren, var fint.

Groft sagt funderer over, om det mon kan passe? Lidt had er der vel altid? Til trods for det manglende had blev Froulund valgt til rigskongressen. Hans venner tager imidlertid afstand fra ham, så lidt had er der da.

Fra kapital til klima

Hans Hauge

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Engang demonstrerede de mod kapitalismen. Kapitalismen var altid i krise, heldigvis kom storkapitalen med en vare, der var så forførende, at krisen forsvandt. Denne vare var iphonen. Men så kom en værre krise: En varm sommer og så meget regn, at Gudenåens vande ødelagde vinkælderen på Svostrup Kro: Det fik de unge til at løfte blikket op fra telefonen og tage ørepropperne ud og slukke for rockmusikken. Det var blevet Black Friday. Klimakrisen er værre end kapitalens krise. Og nu var det bare med at sende sms’er ud, samle tropperne og demonstrere mod Black Friday. Havde de mon iphones med?

Deres iphones skal have cobalt, det kommer fra Congo. Kampen om cobalt er blodig og dræber masser og udnytter børn. Black kids. Ingen iphone uden massemord. Men det har jo ikke noget med klimaet at gøre, vel? Pyt: Sådan er kapitalismen.