Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Statsministerens Rossen-manøvre skaber alt andet end lys over land

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Mørke over land

Peter Nedergaard

Mette Frederiksen har udnævnt sin mangeårige politiske rådgiver, Martin Rossen, til stabschef i Statsministeriet og medlem af regeringens centrale politiske udvalg.

Det er et brud på traditionen for et upolitisk embedsværk, som har bragt Danmark op i toppen blandt lande med meget lidt korruption i statsadministrationen. Det er desuden yderst betænkeligt, for det bliver uklart, hvem der har ansvaret for politiske beslutninger, når den ansvarlige ikke er en valgt minister.

Groft sagt mente ellers, at det var lys over land, vi stræbte imod, men nu risikerer vi at få det modsatte.

Joofs indianerstamme fundet

Jarl Cordua

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Skuespiller og forfatter Hella Joof bemærkede for et par år siden, at der findes »mange indianerstammer, som hvert syvende år brænder hele lortet ned og starter forfra«. Og som medlem af den daværende VLAK-regerings såkaldte disruptionråd mente Joof derved, at lejlighedsvis nedbrænding nok var vejen frem for at samfundet kunne nå i mål med nutidens mange udfordringer.

Imidlertid havde landets antropologiske ekspertise svært ved at identificere de pågældende indianerstammer. Det lykkedes faktisk slet ikke at finde en eneste. Men nu er der nyt i sagen! På Slotsholmen i København findes der tilsyneladende en indianerstamme kaldet »politikerne«, der udbyder offentligt finansierede FM-radiotilladelser hvert ottende år på en lille milliard kr. De har netop som ledende princip, at når FM-radioen er oppe at køre, så brænder man den ned efter otte år og starter forfra.

Finansministeriets arrogance

Niels Jespersen

Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Der sker noget med politikere som er blevet løst fra ansvarets snærende bånd. Pludselig ser de klart alle de problemer, de for kort tid siden på det kraftigste havde forsvoret eksistensen af. Senest har bagklogskabens klarsyn ramt Mai Mercado (K) Merete Riisager (LA) der begge mener, at Finansministeriet har tilranet sig en uforholdsmæssig stor magt. De bakkes op af Bertel Haarder (V) og Søren Pind (V) der på vanlig pind’sk manér mener, at »Finansministeriet er skyld i alt ondt i det her land«.

Det synes Groft Sagt måske er at stramme den, men der er helt sikkert noget om snakken. Hele SKAT-skandalen skyldes i høj grad arrogance og inkompetence i Finansministeriet. Forhenværende finansminister Kristian Jensen (V) er den eneste, der ikke kan se problemet. Det er vist meget sigende for hans rolle ikke bare i dansk politik, men i Venstre generelt.