Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Stakkels Hjort

På Kommunernes Landsforenings medlemsmøde i Aalborg tilstod finansminister Claus Hjort Frederiksen, torsdag, at det piner ham at høre kommunernes klagesang, hver gang man skal foretage en eller anden omstilling, og han tilføjede, som sandt er, at kommunerne altid bruger den samme usaglige argumentation, nemlig at det vil gå ud over de ældre og syge – eller, kunne man tilføje: børnene. Dette på trods af, at kommunerne bruger penge på meget andet, og at de bedst drevne kommuner har vist, at man sagtens kan spare store penge. Til kommunernes undskyldning må man imidlertid sige, at en del af dem trækkes med borgmestre, som overhovedet ingen forudsætninger har for at overskue store budgetter. I en stor kommune som eksempelvis Hjørring, der har en elendig økonomi, er borgmesteren tidligere Falck-redder og har ikke anden erfaring med tal end at finde husnumrene på de ejendomme, der har rekvireret assistance.