Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Smart terrorværn

Klaus Kjøller Fold sammen
Læs mere

Terroristen Omar Hamid El-Hussein har påført politiet en masse overarbejde, og politiet mangler nu 1.500 mand for at klare sine opgaver. Fejlen er, at man først udkommanderer alle mand, efter at terrormordene er sket, og efter terroristen er død. Groft sagt foreslår med sædvanlig ydmyghed og pragmatisme, at Kriminalforsorgen, kommunens sociale myndigheder og politiet bare løbende passer deres almindelige terrorforebyggende arbejde lidt bedre, så en type som Omar El-Hussein ikke kan løbe frit rundt trods blinkende røde lamper hos alle myndigheder og plaffe folk ned. Så fanger vi jo Omar’erne, inden de myrder, og slipper således for at sende alle styrkerne ud efter udåden, for at befolkningen ikke skal tro, at man ikke gør alt for at forebygge terror. Hvis alle løbende passer deres almindelige terrorforebyggende arbejde, kan politiet i Slagelse og andre steder øst for Storebælt bortset fra Bornholm straks trække alle mand hjem og begynde afspadseringen og høvle ned på sagsdyngerne og fange lokale tyveknægte.