Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Sin broders vogter

Claes Kastholm Hansen Fold sammen
Læs mere

Ifølge en meningsmåling, offentliggjort i Altinget.dk, går syv af ti danskere ind for, at det skal være forbudt at ryge i bilen, når man har børn med. De Radikale synes, at det er en god idé. De Radikale ved man altid, hvor man har, når der er mulighed for at forbyde noget. Overraskende er Kræftens Bekæmpelse imod. Men det skyldes ikke en hidtil uset liberal holdning. Det skyldes, at et forbud ikke fjerner problemet, forklarer en overlæge fra organisationen. Biler, der engang har været røget i, udgør nemlig også en sundhedsrisiko. Men så kan man vel også forbyde dem? Tidens forbudsraseri giver helt ny betydning til den grimme Kains spørgsmål i Første Mosebog: Er jeg min broders vogter? Så absolut, bedste Kain. Især hvis du vejrer sort arbejde, snyd med overførselsindkomsten eller bilbørn skjult i cigaretrøg. Så er der bare ét spørgsmål tilbage: Hvornår bliver finansminister Bjarne Corydon forbudt? Han har som bekendt sat konsulentfirmaet McKinsey til at styre staten, fordi politikerne ikke selv kan. Og hvor dette konsulentfirma færdes, bliver der mandefald i rækkerne. Så politiet, der i forvejen er skåret ned med ti procent, kan se frem til at blive endnu færre, og hvem skal så sørge for flere bødeindtægter til statskassen, når der ryges i biler med barnligt indhold?