Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Satirekrise

Klaus Kjøller: Årets cirkusrevy har i flere medier fået forbeholdne anmeldelser. Der efterlyses mere satirisk bid og originalitet i teksterne.

Klaus Kjøller Fold sammen
Læs mere

Groft sagt vil forsvare Cirkusrevyen. Den politiske virkelighed har i det seneste år været så satirisk i sig selv, at det simpelt hen er blevet sværere og sværere for Cirkusrevyen og andre, herunder Groft sagt, at overgå den. Når virkeligheden byder på en Penkowa med 784 forsvundne rotter, som rektor personligt kan bekræfte eksisterer efter at have talt i telefon med et rottefirma, som ikke eksisterer.

Og en integrationsminister i sølvræv, som fotograferer sig selv for øjnene af pressen og står sammenbidt og tavs i en evighed for åbent fjernsyn. Og en sundhedsminister, som i strid med alle sundhedsråd skriger »pis mig i øret« når han bliver interviewet. Og så videre. Så er det plat umuligt for satirikere og parodister at overgå det. Og alt tyder på, at virkeligheden næste år bliver endnu mere satirisk i sig selv.