Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Sælg Møller

Claes Kastholm Hansen Fold sammen
Læs mere

På Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet sidder der en underlig gråsprængt en. Hans navn er ikke Terje Vigen, men Jørgen Møller. Når han kommer til at tænke på landets mange beskedent beboede øer, gnistrer hans øjne stygt, og så mener folk, at han er forrykt. Især dem, der bor på øerne. For universitetslektor Jørgen Møller foreslår, at øerne skal sælges til rigmænd, de er nemlig for dyre at holde. Det er ikke første gang, Jørgen Møller gør sig bemærket. Med jævne mellemrum dukker han op fra sit elfenbenstårn på den yderste, nøgne ø og meddeler med en forskers autoritet, at vi bør afvikle denne eller hin lokalitet, der ikke længere kan betale sig. Man skulle tro, at lektor Møller var djøf’er, for han har åbenbart penge på hjernen, men det er han ikke. Han er arkitekt af uddannelse. Det må derfor være hans mere tilfældige økonomiske viden, der gør, at han endnu ikke har foreslået, at vi skal sælge danskerne. De kan nemlig heller ikke betale sig. En gennemsnitsdansker koster staten mere gennem sit liv, end han indbringer. Måske skulle vi starte med at sælge Jørgen Møller. Hvis nogen vil købe ham.