Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Så røg Rosa Lund lige ned i baljen med dobbeltstandarder

Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Dobbeltstandarder

Niels Jespersen

»Rasmus Paludan har ytringsfrihed, ja. Men det, han har gang i, er en fuldstændig unødvendig provokation. Jeg tager jo heller ikke Brøndbytrøje på i Parken« skriver Enhedslistens Rosa Lund på twitter efter søndagens ballade. Udover den hjernedøde sammenligning af et lukket sportsarrangement med betalt entré og så en offentlig tilgængelig vej som Blågårdsgade på Nørrebro, så rejser frk. Lunds tweet et par interessante overvejelser.

Her gik Groft Sagt nemlig og antog, at det var #AldrigDinSkyld og #VictimBlaming når nogen blev gjort medansvarlig for overgreb. Vil Enhedslisten for fremtiden råde unge kvinder til ikke at iføre sig udfordrende trøjer eller nederdele, når de går i byen? Det kan vel lige så vel opfattes som en unødvendig provokation. Eller handler det bare om de sædvanlige dobbeltstandarder?

En ny Corydon, tak!

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Meningsmålingerne tyder på, at Mette Frederiksen kan overtage statsministerposten efter næste folketingsvalg. Det sker i en situation, hvor de fleste økonomer er enige om, at det økonomiske råderum spidser til. Efter fire fede år kommer der fire magre år. Der bliver ikke råd til de mange hele og halve løfter med milliarder til børn, nedslidte, syge, asylsøgere, uddannelsessøgende og så videre.

Groft sagt anbefaler derfor, at man allerede nu begynder at lede efter en hård finansbanan á la Bjarne Corydon til at styre den økonomiske politik under en kommende socialdemokratisk regering. Der bliver ikke råd til bløde gaveuddelere. Man bør også begynde at finde på svar mod beskyldninger om løftebrud. Alternativet er langt værre: En gradvis nedsænkning af landet i sydeuropæisk, økonomisk kviksand.

Politbureauet

Lars Møller

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Akademirådet som rådgiver staten i kunstneriske og æstetiske spørgsmål har sendt et åbent brev til politikerne med en opfordring om at overveje, hvordan man fremover planlægger og godkender byggeprojekter i Danmark. Årsagen er vedtagelse af planen om at bygge et 320 meter højt tårn i Ikast-Brande Kommune. Processen har ifølge rådet ikke været god nok. Akademirådet ejer ikke den samme autoritet som det hedengangne sovjetiske politbureau, hvorfor det må nøjes med at stille spørgsmål.

Kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) er højst overraskende glad for at rådet har taget debatten op, men han er lidt usikker på, hvad han mener om sagen. Groft sagt mener, at reaktionen på, at en jysk kommune vedtager en byggesag, og derefter skoses af en bunke københavnere, plejer at være en helt anden.