Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Pligt og flagstænger

Edith Thingstrup.
Læs mere
Fold sammen

Staten har talt antallet af flagstænger. Det undrede folketingsmedlem Henrik Dahl fra Liberal Alliance, som mente, at det måtte være Finansministeriet, der havde fået den dumme idé. »Det vidner om en manglende forståelse for, hvad en stat skal beskæftige sige med,« erklærede Dahl over for DR.

Enhedslistens Pernille Skipper lod det ikke blive ved kritikken. Hun satte embedsværket yderligere på arbejde med et spørgsmål om, hvorfor ressourcerne blev brugt på den måde.

Der er nemlig kun en ting, Enhedslisten hader mere end spild af offentlige kroner – og det er, at der ikke bliver brugt flere penge. Spot må føjes til skade. Nye embedsmandstimer må bruges, fordi man er utilfreds med brugen af de hidtidige. Flagstangstællinger må suppleres af analyser af årsagen til flagstangstællinger.

Nu er det så kommet frem, at statens tælling af flagstænger bare skyldtes en intern overvejelse i regeringen om, hvorvidt man skulle markere de grønlandske og færøske flagdage. De flinke embedsmænd ville derfor gerne have en ide om, hvad det indebar i praksis.

Herrens veje er uransagelige, siger de troende. Således er også statens veje uransagelige. Tænk at nogen bare passede deres arbejde samvittighedsfuldt. Det var næsten for utroligt til at være sandt.