Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Omars ondskab kan ikke forklares eller forstås

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Omars ondskab

Bent Blüdnikow

DR sendte i denne uge første afsnit af en dokumentar om terroristen Omar el-Hussein, der angreb Krudttønden og synagogen i 2015. Dokumentaren er instrueret af Niels Giversen, og det er vist nok et forsøg på at forklare og dermed »forstå« Omars baggrund for at begå terror.

Men grundlaget for dokumentaren er fra starten forkert, for der er ikke så meget at forstå. Omar havde fået alle de muligheder for uddannelse og inklusion, som det danske samfund giver fremmede. Han valgte i stedet for en kriminel løbebane af egen fri vilje og til sidst terror.

Der er millioner af unge mænd i verden, der har haft værre forhold end Omar, men som ikke blev terrorister, men Omar valgte selv at bliver morder og terrorist.
Hvis Niels Giversens dokumentar skulle give os en forklaring, kiksede den i den grad. Men ondskab kan heller ikke altid forklares.

Rusker Fock?

Jarl Cordua

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

»Har du rusket i nogen?« spurgte DRs Bjarne Steensbeck i P1s »Slotsholmen« til Alternativets nyvalgte forkvinde, Josephine Fock, der for tiden mødes med hårde anonyme anklager fra baglandet om sin hårdhændede ledelse af det ellers så følsomme parti. »Nej, jeg har ikke rusket i nogen,« svarer forkvinden, som for tiden kun nyder afmålt opbakning fra partiets folketingsgruppe. Fock erkender dog, at der var tale om en meget heftig periode.

Partiets tidligere pressechef beretter om, at han måtte samle ansatte op med tårer i øjnene, der rystede »efter en tur med Fock«. Om der blev rusket er uklart, men Fock går meget tæt på folk og råber højt, forklarer pressechefen, der husker, at Fock var »utilfreds med sin medietid«. Fock selv kan ikke genkende billedet, og undrer sig over timingen for anklagerne. Sarkastisk bemærker hun selv, at den »forkerte« leder blev valgt.

Groft sagt konkluderer, at noget helt åbenlyst er riv-ruskende galt. Enten med forklaringerne eller med Alternativet.