Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Ørnen Lykketoft lander

Klaus Kjøller
Læs mere
Fold sammen

Mogens Lykketofts lækkede tale til sine 50 venner, afslører, at det er gået landets mest erfarne politiker til hovedet, at han har været formand for FNs generalforsamling i et halvt år. Han er blevet så beruset af den daglige omgang med verdens største, at han som en højtflyvende ørn kun ser smålighed og elendighed i den hønsegaard, han steg op fra. Fra sin majestætisk svævende position ser han Løkke som »en lille svindler«, som leder den mest »fladpandet populistiske regering« i hans levetid, og Thorning-regeringen som »talent- og profilløs«. Når statsmand Lykketoft bliver så ør af storhed af at være ordstyrer i FN i et halvt år, må man frygte, at han – hvis ingen greb ind – snart kunne komme så højt op at flyve, at han ville gå i kredsløb om Jorden og derved være tabt for dansk politik. Derfor må vi alle takke den sande ven af Lykketoft og Danmark, som lækkede talen til Berlingske og dermed fik ørnen til straks at falde ned i hønsegården med dette skrig i let forståeligt Facebook-sprog.