Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Eks-direktricens syner
Eva Selsing
Sad De nytårsaften og så Dronningens tale, men savnede ligesom noget? Noget eventyr? Noget Dan Brown-symbolhejs? Seje, skjulte beskeder som da De var barn? Hvis ja, er der trøst og glæde at hente i den efterhånden mimrende kulturradikalismes menighedsblad, Politiken. Her diverterede man forleden læserne med en teori om, at Majestætens valg af skjorte med sløjfe var et sikkert tegn på støtte til #MeToo-bevægelsen. Fordi en eller anden femi-kone engang bar en lignende bluse. Naturellement. Teoriens ophavsperson er Elisabeth Møller-Jensen, forhenværende Kvinfo-direktrice, og nu altså symbollæser for blegrøde friværdi-abonniner og deres minimalistiske mandevedhæng.
Selvfølgelig er vor gode regent feminist! Men det standser ikke dér. Skattejagten efter hemmelige tegn leder os i retning af yderligere -ismer. Eksempelvis er jordfarverne og det blågrønne farvetema i nytårstale-tableauet et sikkert praj om, at Dronningen hylder veganismen. Eller det, at hun har to og ikke tre eller fire arme, viser så utvetydigt, at hun er konfucianist. Konfucius havde nemlig også to arme. Og videre i samme, lystige dur. Men I må hellere spørge Elisabeth om resten – eks-direktricen overgår så langt os jævne folk udi tydningens avancerede kunst.
Krænkede pessimister
Bent Blüdnikow
Matt Ridley er journalist og skriver regelmæssigt i The Times om videnskab. I en julekronik skriver han, at verdenssituationen ser positiv ud og udviklingen vil forbedre forholdene for Jordens befolkning også i det næste tiår. Han peger på, at antallet af fattige er under ti pct. af verdens befolkning og fortsat falder. Han skriver, at børnedødeligheden er faldet drastisk. Heldigvis er den globale ulighed også faldet og en række dødelige sygdomme næsten udryddet.
Jo, jo, man kan da godt finde elendighed, men generelt er forholdene for Jordens befolkning blevet væsentligt forbedret gennem det sidste tiår. Det vil han sandsynligvis ikke slippe godt fra. Organisationen af Evige Pessimister vil føle sig krænket og kræve ham fyret. Foreningens formand er Nobelpristageren Paul Krugman, der nu i tre år i New York Times har fantaseret, at USA går bankerot, men på trods af denne profet, Jeremias, så har USAs økonomi det forrygende godt.
Vi elsker uniformer
Peter Nedergaard
Mange folk og politikere ser gerne flere politifolk i uniformer. De skal spadsere rundt mellem menneskemængderne for at fylde dem med tryghedsfølelser. Politiforbundet bakker også op om ideen, fordi det giver organisationen flere kontingentkroner på kontoen. Groft sagt er da med på muligheden for, at flere betjente af denne type på Nørrebro kunne udfylde denne funktion. Men i det store og hele er det ikke lige det, som der er mest brug for.
Hvis man skal bekæmpe tidens store svøber som økonomisk kriminalitet og kriminalitet ved handel på internettet, er det flere dataeksperter og revisoruddannede, politiet skal have ansat. Vi må lægge den ydre uniformsfascination til side til fordel for ansættelse af politifolk, hvor politiarbejdet udelukkende sker mellem ørerne.