Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Nihilisten Pind

Claes Kastholm Hansen Fold sammen
Læs mere

Folketingsmedlem Søren Pind, Venstre, forklarer nu, hvorfor han på Facebook, som han er en ivrig dyrker af, har forsvaret kronprins Frederiks passage af Storebæltsbroen på et tidspunkt, hvor al kørsel over broen var forbudt. Kritikken af den prinselige adfærd er elitemobning, fastslår Pind, som i Berlingskes »Opinion« inkluderer »folkevalgte« i eliten, hvad næppe alle, der dagligt følger de folkevalgtes udtalelser og gerninger, vil være enige med ham i. Pind noterer, at hans forsvar for Kronprinsen har fået over 26.000 »likes«, hvor han tidligere højst har opnået 4.000 – 5.000. Pinds målestok er interessant. »Likes« på Facebook er uartikulerede stemnings- tilkendegivelser, ligesom Facebook i det hele taget fungerer som cyberspace’s natværtshus, der modsat virkelighedens natværtshuse er åbent hele døgnet for alle mulige plumpheder, dumheder og idiosynkrasier. Hvis Søren Pind er blevet så nihilistisk, at han måler sine synspunkters kvalitet på antallet af »likes«, vil Groft sagt foreslå ham at mene på sin facebookside, at københavnere, der lader deres hund besørge på gaden, skal tvinges til at skifte hunden ud med en skildpadde, og at X Factor er vigtigere end Folketinget. Så vil han opnå flere »likes« end nogensinde.