Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Niels Jespersen i Groft sagt: Bankpamperne rykker rundt, mens tandløs vagthund ser til

Niels
Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Bankpamper-sudoku

Niels Jespersen

Christian Hyldahl har måttet opsige sit chefjob i ATP efter, at det er kommet frem, at han som direktør i Nordea Markets i 2008 har været involveret i at kræve uberettiget udbytteskat af den schweiziske stat. Som et plaster på såret får han 12 måneders løn, svarende til 6,8 mio. kr., med ud af døren. Det er således lønmodtagerne, der bliver tvangsudskrevne til at betale prisen for alle de penge, Hyldahl tjente til Nordea. De ved – den bank, lønmodtagerne også fik lov at bidrage til med bankpakkerne.

Groft Sagt kan konstatere, at alt er ved det gamle. Banksektoren er akkurat lige så grådig og moralsk korrupt som den altid har været. Ligegyldigt hvad der sker, sendes regningen nedad. Bankpamperne rykker rundt som tal i et spil sudoku, inden de finder et nyt topjob til en ny topløn, mens samfundets tandløse og lamme vagthund i form af Finanstilsynet sover tungt.

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Aristoteles er bekymret

Peter Nedergaard

Regeringen fremhæver på den ene side, at FNs Migrantpagt (som man gerne vil underskrive) ikke er retligt bindende og derfor ikke ville have nogen som helst virkning for dansk udlændingepolitik, når det drejer sig om de rettigheder, der heri opridses for migranterne.

På den anden side argumenterer regeringen med, at pagten faktisk vil kunne hjælpe Danmark, fordi den indeholder bestemmelser, der drejer sig om hjemsendelse af migranter, hvilket vil lægge et betydeligt pres på migranternes hjemlande. Groft sagt er af den formening, at Aristoteles ville være bekymret over en så lemfældig omgang med logikkens regler. Og engelskmændene ville indvende: »You can't have a cake and eat it too.«

Lars R Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Godt valg

Lars Møller

Efter at Interpol har fået en ny chef, en sydkoreaner, kan alle rettænkende mennesker ånde lettet op. Der var nemlig fare for at den russiske general Aleksander Prokoptjuk var blevet valgt, hvilket ifølge Naser Khader (K) ville udgøre »en fjendtlig overtagelse«. Faren var nemlig, at en russer ved roret i Interpol kunne resultere i en forfølgelse af politiske systemkritikere, fordi den siddende chef åbenbart kan beordre uskyldige mennesker tilbageholdt på vegne af medlemslandene i Interpol.

Groft sagt ånder også lettet op. Årsagen til, at der skulle vælges en ny chef, var i øvrigt at den tidligere chef, Meng Hongwei fra Kina, er forsvundet i sit hjemland. Kineserne forfølger som bekendt ikke deres systemkritikere, hvorfor det gjaldt om at undgå en fjendtlig overtagelse.