Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Næ, tænk, har folk i Forsvaret adgang til våben?

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Sikkerhed

Lars Møller

Berlingske bringer endnu en afsløring. Det viser sig, at personer fra Forsvaret blot kan spadsere af med et våben. Vedkommende skal bare have godkendt adgang til et våbenkammer, en sikkerhedsgodkendelse, en sikkerhedsinstruks, en relevant funktion, de rigtige nøgler og kendskab til kodelåsen, så er der frit slag.

Groft sagt må protestere mod denne lemfældige adgang til våben, og skal stilfærdigt bringe Victor Boysens (R) geniale forslag i erindring blot modificeret til Forsvaret. Fremover skal soldater på patrulje både nationalt som internationalt medbringe et aflåst våbenskab. Hvis behov for våben opstår, ringes til et bestemt telefonnummer, hvor man efter hurtig sagsbehandling får koden til våbenskabet udleveret. Herefter kan fjenden nedkæmpes. Her bør handles straks.

Quod erat demonstradum

Peter Nedergaard

Nogle påstår følgende: Rasmus Paludans tilstedeværelse indebærer, at unge sætter gang i et voldsorgie på Nørrebro. Gader hærges. Biler brændes af. Dele af bydelen er som Beirut i krigsårene. Denne påstand kom så ud for en test dagen efter i Albertslund. Da var Paludan ikke til stede, da hans demonstration blev aflyst. Alligevel ramtes dele af byen af et voldsorgie med afbrændinger og angreb på ejendom. Fællesmængden er begge steder udadreagerende unge, som ingen respekt har for andre og andres ejendom. Som mener sig i deres gode ret til at vandalisere. Det ene sted var Paludan til stede, men ikke i det andet. Ergo er problemet slet ikke Paludan. Problemet er de unge, som lider af mangel på opdragelse, mangel på respekt for andre og mangel på almindelig selvkontrol. Quod erat demonstradum.

Blændværks-timen er omme

Hans Hauge

Rektor Stokholm fra Nyborg er ikke kun rektor, men også medmenneskelig. Han blev en folkehelt, fordi han tillod asylafviste Roda og Ruwayda at gå på hans statsskole. Han har nu mistet sin barnetro og sine høje tanker om politikere. Han har levet i en tåge. Har været naiv og ignorant. I ti år. Selvom han er cand.mag. i samfundsfag. Altså siden 2009 og bl.a. mens Helle Thorning-Schmidt var statsminister. Han havde det som i Grundtvig-sangen: Rektoren »er endnu forblindet, kender ej sin egen tarv, har bortsovet oldtids-mindet…Blændværks-timen er dog omme, folk i Nyborg de må vågne«.

Rektor er vågnet, tågen er lettet, han vil kæmpe for danske værdier. Hans hjerte banker for åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Og »alle« hans rektorkollegers hjerter og alle læreres hjerter banker for de samme værdier. Alle. Stokholm taler hjertesproget, og deri gynger de alle i kampen mod de onde politikere. Især de kvindelige.